Søøøde søde Sara kom hele vejen fra NYC i snevejr kl. lort om natten!
Du er noget af det sødeste jeg ved, og jeg er så glad for at jeg har lært dig at kende, du er helt sikkert noget helt specielt! :-)
MEN ALTSÅ... til alt panikken....
Snevejr - hold kæft, hvor jeg har ikke savnet det og hvor har jeg dog glemt, hvor meget jeg egentlig hader det!
Sagen er den, at jeg har min fine lille toyota prius og vinterdæk, naaaarj.. det er ikke noget, vi ved hvad er herovre. Niksen biksen..
SÅ.. fredag aften var vejret egentlig fint, jeg skulle hente Sara på Union Station omkring midnat, da jeg ikke ville have, at hun tog metroen alene. Union Station er ca. 40 minutter væk, og det er egentlig ganske enkelt at komme dertil... HVIS IKKE DET SNEEDE.
Nå, men om aftenen havde min værtsmor godt nævnt, at det ville sne lidt i løbet af natten, men det skulle ikke være noget vildt og voldsomt. fair nok tænker jeg!
Normalt kører bussen mod NYC og mod DC over Baltimore, så det regnede Sara og jeg også med, at den gjorde den gang, derfor ville Sara skrive til mig, når hun var i Baltimore (ca. 1 time fra DC), jeg modtager ikke rigtig noget om Baltimore, bare en besked hvor der står "SNE", og vi finder hurtigt ud af, da klokken er lidt i 24, og Sara skulle ankomme 00.15, at den her skide bus nok ikke kører over Baltimore, eftersom hun ikke rigtig har været dér. Pis oz!
Jeg kigger lige hurtigt ud af vinduet inden jeg smutter ovenpå for at komme afsted, min verden går lige i stå et øjeblik, og jeg tænker bare FUCK. SNE. min bil. ingen vinterdæk. jeg dør.
Jeg får pakket mig godt ind og skynder mig ud i bilen, hvor min skide GPS i telefonen ikke vil komme igang. Endelig kommer jeg afsted efter 15 minutters kæmpen, og jeg får beskeder fra Sara, som jeg ikke kan tjekke fordi GPS'en er sat til (det er en Samsung - køb aldrig samsung! No offence, men hold kæft, noget lort!)
Jeg får kæmpen mig ud på Highway i sneen og jeg kan mærke, hvordan min bil flere gange glider. Jeg er sikker på, jeg ikke når helskindet frem. Jeg beslutter mig for bare at tage det stille og roligt, og ikke køre hurtigere end bilen nu en gang kan klare uden at skride ude, så det bliver 35 miles/hr i stedet for de 55, hvilket også betyder det tager omkring 1 time at komme ind til Union Station - ankomst ved Union Station; 1:00. Søde Sara står klar så snart jeg når frem, og jeg er mere eller mindre i panik, da jeg ankommer. Jeg har set så mange uheld på vejen med flere biler indblandet og en masse ambulancer og politmænd.
Lorte samsung pisse telefonen går selvfølgelig ud - og jeg er en kæmpe klaphat til at finde vej uden GPS, jeg er en pige for fanden!
Det går, for jeg har stadig min GPS i iPhone'en, selvom jeg ikke har netværk. Jeg kan stadig se, hvor jeg befinder mig, og inden jeg tog hjemme fra så havde jeg tastet ruten ind fra Union Station og hjem in case of at sådan noget, som det her skulle ske! (Det skyldes så nok også min fremtidstænkende pige hjerne - bonus!)
Det er så lidt mere besværligt, end vi lige havde regnet med, men underholdende var det, og jeg følte mig lidt mere tryg, nu jeg havde Sara ved siden af.
Sara sidder med telefonen, mens jeg sidder helt oppe i rettet for at få os så sikkert hjem som muligt, og sneede det gjorde det godt nok!!
Vi får drejet forkert af et par gange, men efter 1,5 times tid er vi hjemme og klokken er altså 2:30, jeg var heeelt død, men vi skulle jo lige have klaret alt gossip'en inden vi gik i seng, så klokken blev alligevel 3:30, da vi lagde os til at sove, men vi havde ikke travlt dagen efter :-)
Vi sov til omkring 12.30 dagen efter, fik noget tøj på, spist noget "morgenmad", lavet en madpakke og så tog vi ellers afsted mod DC :-) Vi mødte danske Anne, fra Virginia. Jeg tror ikke, jeg har nævnt hende før, men det er en super sød pige, jeg har fået kontakt med via facebook - hun bor et stykke fra mig, men vi har aftalt snart af ses igen.
Vi mødtes på Holocaust museet og det skal siges, at det var rigtig koldt den dag, så det var fint med lidt indendørs aktivitet! Holocaust museet er helt fantastisk (det var desværre ikke tilladt at tage billeder), og stort! Alle museer er heldigvis gratis pga. de gode skatte-betalere i DC, så har man ikke noget at lave en weekend, er dette en fantastisk mulighed!
Museet var meget rørende, og skal helt klart opleves! Der var en masse læsestof og læste man det hele, så ville det tage timer at gå det igennem derinde.
Vi valgte at skrue ned for læsningen, men i stedet sætte os ind i et lytterum, hvor du kunne hører stemmer fra folk, der har været fanget i koncentrationslejrene. Dvs. at det er ældre mennesker, der slap fri dengang under 2. verdenskrig og lever i dag. Det var helt forfærdeligt at høre, men jeg var meget fascineret over, hvor langt, de faktisk er kommet idag.
Vi gik videre og da vi nåede til sidste niveau endte det med at vi faktisk blev bedt om at afslutte vores besøg, fordi de lukkede - det har jeg alligevel aldrig prøvet, blive smidt ud af et museum - jeg har prøvet at blive smidt ud fra Daisy i Næver klokken 5 om morgenen, når de gerne ville lukke ned og folk var for fulde (inkl. mig selv).
Problemet her var, at vi ikke lige havde overvejet, at vi faktisk var kommet forholdsvis sent til DC, men whatever. Det var fint nok, klokken var nået hen ad kl. 17 og Sara ville gerne se den nye Martin Luther King memorial, som også er meget smuk (der er et par billeder på FB fra tidligere besøg), hvorefter vi tog metroen hjem.
Søndag stod bare på afslapning og hygge! Sara skulle med bussen omkring 17.30, vi synes vi tog afsted i så god tid, men vi havde ikke lige tænkt på, at de første 2 stationer mod DC var metroen lukket den weekend, så det tog lidt længere tid, da der gik en bus mellem de 2 stationer.
Vi var kørt omkring kl. 16, men da vi når derind indser vi pludselig, at vi faktisk ikke har så god tid. Heldigvis kørte metroen direkte ind til Union Station, hvilket betød, at vi ikke mistede tid på at skulle skifte metro, så da vi når Union station omkring 17.20 spurter Sara op til sin bus, mens jeg sørger for at får købt noget vand til hendes tur! :-) Hun nåede sin bus ..... og sin vand ;-)
Som I kan se på overskiften har jeg haft en kropumulig 10-årig dreng.
Han er normalt den dejligste unge, og jeg elsker ham fandeme over alt på jorden, men for fanden da hvor gik han mig på nerverne onsdag eftermiddag! og jeg lagde klart ud for min mor, at jeg i hver fald ikke skulle have børn før om 10 år!
Sagen er den, at han havde et fysik projekt kørende i skolen med en kammerat, vi ikke ser særlig tit i huset, da hans forældre aldrig gider/har tid til at køre ham over til Jonathan for at hænge ud (jeg må ikke kalde det lege). Men denne gang havde Monica taget fat i moderen og sagt, at de altså havde det her projekt og det var en god idé, at de satte sig sammen efter skole hos Jonathan, hvor der ville være en voksen til at hjælpe dem (hihi, det er mig).
Nå, jeg kører op og henter Jonathan på min sædvanlige holdeplads. Jonathan står omkring 20 meter væk fra bilen, og pludselig ringer han. Han fortæller mig, at ham og hans ven (James) går hjem. Jeg bevarer roen og siger stille og roligt, at jeg ikke kører op for at hente dem for sjov, og de har altså noget tid de skal have udnyttet fornuftigt til det der projekt. Lorte unge (undskyld sproget) bliver ved med protestere og siger, at de går hjem, jeg kan høre James i baggrunden sige: "Sig nu bare til hende, at vi går hjem. Det skal hun ikke bestemme." Jeg har altid set ham som en fornuftig dreng, men sådan er de hårde typer vel altid overfor voksne mennesker, og så når de vender ryggen til kan de være nogle banditter (Piger også for den sags skyld).
Jeg ender med at blive meget sur på Jonathan lægger røret på, vender bilen om og kører op på siden af ham, han var ret meget i chok, for nu skulle han jo kigge mig i øjnene og det havde han det ikke godt med. Jeg rullede vinduet ned, og bedte ham kommer over og snakke med ham. Jeg fortalte ham, at der ikke var noget at diskutere og de bare skulle se at komme ind i bilen.
Der var stilhed i bilen i de 4 minutter det tager at køre tilbage til huset, og om så ikke ungen fniser til sin ven, da vi går op mod huset. Jeg kunne godt nok have slået ham dér, jeg var så rasende!
Jeg var chokeret, og vidste ikke, hvorfor fanden han var sådan, jeg har aldrig set ham sådan før - han er normalt meget fornuftig og snakker altid pænt til mig, og bliver ikke ved med at argumentere i mod mig på den måde, som han gjorde.
Jeg tager lidt afstand til ham inde i huset, men er faktisk så sur, at jeg er ved at hyle. Men jeg må sgu også lade vær med at slå mig selv ud af den på den måde, han er fandeme kun et barn! Drengene får sig en snack og jeg siger, at det er tid til at arbejde og her i huset har vi en regel om, at der ikke er nogle telefoner når man arbejder, da det forstyrrer, hvor Jonathan begynder at protestere og sige, at jeg ikke kan tage James' telefon, han er liiige ved at få mig dér, men fandeme nej, det er en regel, der er her i huset. De går ind på værelset og lukker døren. Jeg går ned og åbner den og siger, at jeg vil gerne sikre mig, at de laver deres ting. Jeg kan høre James råbe og skrige og snakke om alt muligt andet end det projekt, de skulle arbejde på. Jeg går ned til dem, og siger, at der skal arbejdes og ikke snakkes om piger og konflikter i skolen, Jonathan kigger chokeret på sin ven og siger "How does she know?!" Jae, jeg har store øre og så kan jeg stadig godt erindre, hvordan det var at være 10.
Alt i alt synes jeg bare James har en rigtig dårlig indflydelse på Jonathan, jeg sad med en kæmpe klump i halsen og prøvede hele tiden at berolige mig selv. Ikke pga. Jonathan, men fordi jeg er så bange for at træde forkert mht hvordan forældrene synes jeg skal takle sådanne situationer, så jeg skrev en sms til Bob om, at jeg gerne ville snakke med ham, så snart han havde 1 minut ledigt (han sad på sit kontor med lukket dør).
Han kommer ud 30 sekunder efter, jeg har sendt beskeden afsted, jeg forklarer ham hele situationen, og prøver at styre mine følelser. Jeg har ikke taget noget af det personligt omkring Jonathan, men igen, jeg er så bange for at træde forkert if.t. forældrene. Bob roste mig meget, og sagde, at jeg havde klaret situationen flot, og at James godt kunne være lidt af en "trouble maker". Det lettede virkelig, og jeg fik mere mod på at få dem til at blive ved med at arbejde, for nu havde jeg fået den bekræftelse, jeg havde brug for. Igen ryger drengene i snak og jeg står der mens James er i aktion (det chokerer ham meget, da han jo ikke vil fremstå som en af "the bad guys" foran forældre) med et af sine sindsyge historier , han får Jonathan med på en bølge om at bagtale en som Jonathan faktisk ser rigtig meget, jeg spørger lidt ind til og siger, at det ikke er okay. De snakker om at skrive sms'er til ham om, hvorfor de tror alle hader ham og vil blokere ham på FB. Jeg siger til Jonathan, at vi snakker om det senere og de skal tilbage til arbejdet, og han har været meget strid idag. Jeg beder dem om at skrive nogle noter, så de kan huske, hvad de har snakket om, og at de begge skal skrive noget ned. Det er også en mindre kamp, men de får det ordnet.
Jonathan kommer ud i køkkenet, spørger efter noget at drikke og siger, at de er færdige. Han undskyldte og sagde, at han var ked af, at han havde været så streng. Han fik et kram, og jeg sagde, at jeg værtsatte meget, at han kunne se, at han havde været meget respektløs, og jeg håbede han ville tænke sig om fremover.
Men snakket om den stakkels dreng, Colin, fortsatte. James fremlagde ham som en nørd, ond og Jonathan røg med på bølgen, og er der stadig. Det er utroligt så mange problemer, de har i sådan en lille alder. Men når de alle sammen har mobiltelefoner og facebook, så kan det hurtigt gå galt.
Jonathan fortæller, at Colin er ond ved dem alle sammen og skubber til dem for at imponere pigerne og at alle drengene hader ham for det. Det lader til han er meget udenfor, og når jeg ser ham gå hjem fra skole, er han altid den første der kommer ud fra skolen og følges ikke med nogle.
Nogle gange kunne man godt tænke sig at være en flue på væggen i de klasselokaler.
